Pressemeddelelse: Ny hotelchef

Montra Hotel Sabro Kro

Ny hotelchef på Montra Hotel Sabro Kro har fokus på det gode værtskab

Den 1. marts tiltræder René Birk Salomonsson som ny hotelchef for Montra Hotel Sabro Kro, og med ham følger et øget fokus på det gode værtskab for alle gæster. Et besøg på det 4-stjernede hotel skal være en oplevelse fra start til slut.

 

Erfaren chef der elsker at være en del af driften

René Birk Salomonsson kan fra 1. marts tage et nyt navneskilt på, når han starter som hotelchef på det velrenommerede Montra Hotel Sabro Kro, og han har en klar vision. René vil fokusere på de mange gæsteoplevelser, som hver dag foregår på et stort hotel med både á la carte restaurant og en stor kursus- og konferenceafdeling.

Den nye hotelchef kommer fra en stilling som restaurantchef hos Skanderborg Park, hvor han de seneste par år har arbejdet intensivt med forretnings- og konceptudvikling. Dette er med til, at Montra Hotels-kæden ser det som et scoop, at få denne kompetente frontfigur i spidsen for Montra Hotel Sabro Kro:

“Vi er utrolig glade for at kunne præsentere en stærk og fagligt kompetent hotelchef til posten. Fra starten har det været tydeligt, at Renés personlighed, engagement og indsigt i branchen gør ham til en profil med stort potentiale og mange styrker, både som leder og vært. Derfor er jeg overbevist om, at han er den helt rigtige til at skabe glæde, tryghed og trivsel i organisationen samt videreføre og videreudvikle Montra Hotel Sabro Kro. Jeg glæder mig til at byde René hjerteligt velkommen og ved, at han bliver en stor gevinst for hele kæden,” siger Thomas Jensen, direktør for Montra Hotels.

 

En stærk kerne at bygge videre på

Montra Hotel Sabro Kro er et af de kendte og etablerede hoteller, man finder i Østjylland. Hotellet ligger i den lille by Sabro og har gennem mange år formået at udvikle sig sammen med tidens trends og de præferencer, gæster måtte have. Blandt andet finder man stemningsfyldte intimkoncerter på hotellet, der er løbende blevet implementeret bæredygtige tiltag, og den nye chef er klar til at bygge nye koncepter til gavn for gæsterne.

“Jeg er både stolt og spændt på, at skulle starte mit nye job på Montra Hotel Sabro Kro. Hotellet har altid haft et godt renommé og image i branchen. Jeg ser derfor frem til at bygge videre på netop den stærke kerne sammen med mine nye dygtige kollegaer. Hotellet ligger i et område, jeg kender godt, og derfor ønsker jeg at bringe mine erfaringer i spil, så vi bliver endnu stærkere forankret på kursus- og konferencemarkedet i Østjylland, samt fortsætter med at skabe unikke oplevelser,” siger René Birk Salomonsson.

Montra Hotel Sabro Kro blev igen i 2021 kåret til ”Travellers’ Choice Winner” af det verdensomspændende Tripadvisor. Det betyder, at hotellet er blandt de 10 procent bedste hoteller på verdensplan, når det kommer til glade og tilfredse gæster.

Det er 7. gang, Montra Hotel Sabro Kro modtager denne pris, og netop denne gode relation til gæsterne er noget af det vigtigste for René Birk Salomonsson.

“Gæsteoplevelsen lægger i mit DNA, og min energi og interesse har altid centreret sig om, at skabe den bedste totaloplevelse for gæsten. Jeg ønsker at være en synlig hotelchef, som altid er tæt på gæsterne og mine kollegaer,” fortsætter den nye hotelchef på Montra Hotel Sabro Kro.

 

Download pressemeddelelsen som PDF

 

Om hotellet

Montra Hotel Sabro Kro er et 4-stjernet hotel, der tilbyder spændende arrangementer, overnatning og servering i luksuriøse omgivelser. Hotellet har 69 flotte dobbeltværelser, 7 executive værelser og 12 junior suiter med spa på værelset. Montra Hotel Sabro Kro er et af de fire hoteller, der er en del af Montra Hotels.

 

Fakta om René Birk Salomonsson

René Birk Salomonsson er 45 år gammel og kommer fra en bagerfamilie i det nordjyske. Han bor i dag med sin familie i Stilling syd for Aarhus. René er gift og sammen har parret to børn på henholdsvis 13 og 15 år.

Den nye hotelchef har 25 års erfaring i restaurations- og hotelbranchen. De senest 8 år som restaurantchef for Skanderborg Park, med ansvar for forretningsudvikling. Hvor han blandt andet har stået for udvikling af koncepter og events.

René har ligeledes været ansat som køkkenchef i det Aarhusianske Clemens Catering, samt ved Kokken.com og restaurant Baroli.

 

Kontakt info

rene
René Birk Salomonsson

Hotelchef
Tlf.: 92 72 79 74
Mail: Rene@montrahotel.dk

Thomas Weifenbach Jensen
Adm. Direktør
Tlf.: 28 14 83 33
Mail: twj@montrahotel.dk

Montra Hotels

OPLEV VORES KONCERT- & EVENTKALENDER

Se, hvilke fantastiske musikoplevelser og berigende foredrag, du kan opleve hos os i den kommende tid! Som en del af en hotelfamilie på fire hoteller, er der rig mulighed for at få fantastiske oplevelser i det jyske.

God fornøjelse!

trustadvisor-winner

Vi er blandt gæsternes foretrukne hoteller

Montra Hotel Sabro Kro har igen i 2022 fået en Travelers' Choice Award af Tripadvisor. Det betyder, at du kan tjekke ind på et af verdens 10% bedst bedømte hoteller hos os.